For nogle år siden arvede jeg nogle knipleting, og mellem dem var der et udslidt valsebræt. Brættet blev gemt væk da det ikke kunne bruges, men nok kunne restaureres engang når tiden og lysten var til det.

Det var den så pludselig nu, ideen om at gå i gang kom som et lyn fra en klar himmel, men nu skulle det være – og sådan blev det.

Jeg kom så hurtigt i gang, at jeg desværre ikke fik taget nogen billeder før det gamle betræk og polstring var afmonteret, men det var ikke noget kønt syn.

Jeg er ret sikker på at brættet er blevet ombetrukket tidligere.

Valsen var polstret med noget der nok engang havde været træuld, den polstring bestod nu af træstøv i stedet.
Pladen var polstret med skumgummi.

En af grundene til at jeg oprindeligt valgte at gemme brættet var, at det er med aftagelig valse og metaltandhjul. Begge dele egenskaber jeg godt kan se en fordel i.

Desværre var træskiven i den ene ende knækket så den skulle repareres. Min mand kender heldigvis en dygtig træmand som tog valsen under kærlig behandling og fik repareret endestykket. Og da han var i gang fik valsen også nye aksler og nye træskiver på indersiden af endestykkerne.

Bundpladen var ikke i for god stand.

Forkanten havde været knækket af og var blevet repareret med et par solide søm.

 

 

 

Så da den generelt var i en noget slidt stand valgte jeg at lave en ny bundplade, efter målene på den gamle.

 

 

 

Polstring:

Med styr på trædelene blev det tid til at kigge på polstring.
Jeg har tidligere brugt filtplader i flade kniplebræt og synes de er enormt rare at arbejde med, da nålene er lette at sætte i, og alligevel står godt fast. Og så holder de godt.

 

Så jeg valgt at polstre valsen med filt. Jeg bruger 3 mm filtplader fra Stof og Stil. Pladerne måler 40 x 40 cm og da valsen er 20 cm bred kunne det ikke passe meget bedre. Pladerne blev delt i to og zig-zagget sammen til et langt stykke. Det var ikke lige til at beregne hvor langt et stykker der skulle til, så jeg startede med at dele 6 plader til 12 stykker, og var så heldig, at det passede fint med valsen.

For at undgå et ”bump” ved start og slut skar jeg enderne tyndere ved at skære skråt af med en skarp hobbykniv.

Jeg ”syede” den ene ende fast om valsen med kinesertråd, og så var det ellers bare at rulle filten på så stramt som overhovedet muligt.

Til sidst syede jeg den anden ende fast med krumnål og kinesertråd.

     

Pladen skulle også have polstring på.

Der bruges ofte skumgummi på pladerne, men jeg har valgt at lægge filt på pladen.

Det har jeg gjort, da jeg synes det er rigtig træls at sætte nåle i skumgummi. Så da det jævnligt sker at jeg bruger siderne af pladen til nålepude, eller sætter nåle mellem pindene for at adskille dem når der arbejdes, er der også brugt filt til polstring her.
Desuden forbliver filtlaget fladt, og det foretrækker jeg da jeg synes mine pinde har en tendens til at trille når jeg knipler på valsebræt med buede kanter.

Pladen blev tegnet af på brunt papir som jeg brugte til skabelon til første lag. De øvrige lag er tegnet efter første filtlag.

Mit bræt er bredere end filtpladerne så jeg har klippet delene i to stykker og zig-zagget dem sammen. Samlingen er lavet skiftevis i højre og venstre side for at udligne en eventuel bule.

Det passede fint med højden på rammen til valsen med 11 lag filt.

Betræk:

Med polstringen klar på både valse og plade er det blevet tid til at få betrækker på plads.

Jeg har brugt møbelvelour i 100 % polyester. Inden købet blev rullen testet med nål og fnugrulle i butikken, så jeg var sikker på at stoffet dels var til at stikke nåle i og dels ikke fnuggede.

Valsen:

Til valsen klippede jeg et stykke svarende til valsens længde og omkreds, med 2 cm sømrum i hver side og 1 ½ cm sømrum i enderne.

Stykket blev syet sammen til et rør og sømrummet i begge ender blev bukket ind og riet fast.

Bevæbnet med en god portion tålmodighed lykkedes det at få betrækket trukket på valsen.

Til sidst er betrækket sat fast med 9 mm polstersøm, jævnt fordelt i begge ender.

Pladen:

Da polstringen på pladen har skarpe kanter har jeg valgt at lave betrækket ved at sy en kant på til siden af polstringen.

Pladens omrids blev tegnet over på stoffet og klippet med 1½ cm sømrum hele vejen rundt.
Hullet til valsen blev ikke klippet endnu.

Kanten blev klippet svarende til pladens højde + 5 cm til sømrum i hele stoffets bredde, hellere klippe et stykke af efter syning end at mangle et stykke.

På billedet er kanten syet fast langs buen, og efterfølgende syede jeg enderne fast svarende til bagsiden af pladen hen til hullet til valsen.

Betrækket blev lagt på brættet og holdt på plads med knappenåle med stort hoved.

 

 

 

Betrækket strammes til og sættes fast med hæftemaskine langs buen på undersiden af pladen.

For ikke at få trukket betrækket skævt starter jeg midt på foran, og midt på siderne og bagerste hjørne. Derefter arbejdes der midt mellem de steder, hvor der allerede er hæftet fast.

Jeg hæfter ikke fast under bagkanten. Benene går helt til kanten og derfor betrækker jeg kun på kanten bagtil.

Nu skal der klippes ud til hullet til valsen.

Der klippes med 2-3 cm sømrum som bukkes ind under langs kanten.

Kanten sættes fast med polstersøm.

Da valsen i dette bræt kan tages af er en del af fastgørelsen klaret med de beslag som låser valsen på plads.

Sømrummene langs bagkanten bukkes ind,  foldes pænt omkring bagkanten og sættes fast med polstersøm.

Og med valsen på plads er brættet nu klar til at blive taget i brug.

 

Lidt historisk bonusinfo:

Undervejs opdagede jeg, at der stod ”Carl Abildgaard København” på både beslag og tandhjul. Det gjorde mig lidt nysgerrig og en googlesøgning ledte mig til et varekatalog fra september 1915, hvor nedenstående er taget fra. En anden googlesøgning har vist at priserne skal ganges med ca 50 for at svare til nutidens priser.